Dragør ligger yderst på Amager med skov og grønne marker på den ene side og Øresunds blå bølger på den anden, hvilket gør stedet perfekt til camping.
Dragør er med kun 12 kilometer til Rådhuspladsen i København tæt på hovedstaden. Beliggenheden i den smukke natur ved Øresund, omgivet af marker, strand-enge og skov, gør byen til noget helt unikt. Vores vel-bevarede landsbymiljøer i Dragør og Store Magleby er enestående. Vi har udover den skønne natur en levende og aktiv havn med fiskerbåde og fritidssejlere, gode for-retninger, herlige spisesteder, spændende museer, og en helt speciel stemning.
Historie
Der har boet mennesker i Dragør i umindelige tider på grund af byens ideelle beliggenhed. I Middelalderen, hvor der var store mængder sild i sundet, var Dragør internationalt kendt som en vigtig og travl markedsplads for hanseatiske købmænd. Men da silden forsvandt, ebbede også handelslivet ud.
I begyndelsen af 1600-tallet blev byens første rigtige havn anlagt af de hollændere, som i 1521 havde bosat sig i Store Magleby. De udskibede heste fra molen, og nogle af de unge hollændere slog sig ned i byen som skippere. Der kom også andre folk til Dragør, især mange skåninge, som ikke ville være svenskere, efter at Danmark havde afstået Skåne til Sverige i 1658. Byen blomstede op og blev en driftig søfartsby, hvis mandlige borgere forsørgede deres familier ved fragtsejlads på verdens-havene, ved at lodse skibe gennem den smalle sejl-rende i Drogden ud for Dragør og ved at yde bjergnings-hjælp til de skibe, som gik på grund uden for sejlrenden. Dragørskipperne var holdne folk, og der stod respekt om dem. I dag har søfart ingen betydning for byen mere, og der er kun få erhvervsfiskere tilbage.